1 Kirken den er et gammelt hus,
Står, om end tårnene falde;
Tårne fuldmange sank i grus,
Klokker end kime og kalde,
Kalde på gammel og på ung,
Mest dog på sjælen træt og tung,
Syg for den evige hvile.

2 Himlenes Gud vist ej bebor
Huse, som hænder mon bygge,
Arkepaulunet var på jord
Kun af hans tempel en skygge;
Dog sig en bolig underfuld
Bygged han selv af støv og muld,
Rejste af gruset i nåde.

3 Vi er Guds hus og kirke nu,
Bygget af levende stene,
Som under kors med ærlig hu
Troen og dåben forene;
Var vi på jord ej mer end to,
Bygge dog ville han og bo
Hos os i hele sin vælde.

4 Samles vi kan da med vor drot
Selv i den laveste hytte,
Finde med Peder: her er godt!
Tog ej al verden i bytte;
Nær som sit ord i allen stund
Er han vort hjerte og vor mund,
Drot over tiden og rummet.

5 Husene dog med kirkenavn,
Bygte til Frelserens ære,
Hvor han de små tog tit i favn,
Er os som hjemmet så kære;
Dejlige ting i dem er sagt,
Sluttet har der med os sin pagt
Han, som os Himmerig skænker.

6 Fonten os minder om vor dåb,
Altret om nadverens nåde,
Alt med Guds ord om tro og håb
Og om Guds kærligheds gåde,
Huset om ham, hvis ord består,
Kristus, i dag alt som i går,
Evig Guds Søn, vor genløser.

7 Give da Gud, at hvor vi bo,
Altid, når klokkerne ringe,
Folket forsamles i Jesu tro
Der, hvor det plejed at klinge:
Verden vel ej, men I mig ser,
Alt hvad jeg siger, se, det sker,
Fred være med Eder alle!