Som toerstige Hjort monne skrige

1 Som tørstige Hjort monne skrige
Alt efter det rindende Væld,
Saa monne og efter dig hige,
O Herre, min tørstige Sjæl;
Thi du er den levende Kilde,
Og drikke saa gjerne jeg vilde
For aldrig at Tørste igjen.

2 De Dage og Nætter henskride,
Og Sjælen kun lædskes med Graad,
Af Sorgen jeg Hænder maa vride,
Jeg veed ingen Frelse og Raad,
Ak, naar vil dog Gud sig forbarme?
Ak, naar maa jeg Usle og Arme
Indgange for Herren at staa?

3 Jeg er udi Hjertet saa bange,
De Afgrunde ligge saa nær,
Og paa deres Rand maa jeg gange,
Det er kun en jammerlig Færd;
Jeg svimler, mig Rædsel nedknuger,
Mig Afgrunden visselig sluger–
O Herre, o hør mine Skrig!

4 Du er jo min Saligheds Klippe,
Paa dig har jeg bygget mit Hus;
Ak, vilde du glemme og glippe,
Da synker det straks udi Grus;
At bryde de skummende Vover,
Og, medens du tøver og sover,
De lukke sig over min Sjæl.

5 Naar andre til Kirke mon gange,
Da sidder jeg her udi Vraa,
De kvæde saa liflige Sange,
Men jeg maa ei høre derpaa,
Min Sang er at sukke og klage;
Saa skride de hellige Dage
For mig, som de søkne–i Kval.

6 Dog, hvi vil, min Sjæl, du forsage,
Hvi bøies, hvi bruser du saa?
Lad skride de Nætter og Dage,
Og bi paa din Gud, som du maa!
Engang skal den Morgen oprinde,
Da frelst du, saa glad udi Sinde,
Skal takke og love din Gud.

7 Hans Lys og hans Sandhed skal føre
Mig op til hans Tempel i Fred,
Der Ordet mit Hjerte skal røre.
Og glemme jeg skal, hvad jeg led;
Ja selv skal jeg røre min Tunge,
Til Salmer for herren at sjunge
Til Lov og til Pris for min Gud.

Source: Salmebog for Lutherske Kristne i Amerika #518