1 Himlene, Herre! fortælle din Ære,
Mesteren prise det hvælvede Blaa,
Solen og Maanen og Stjernernes Hære
Vise os, hvad dine Hænder formaa;
Men i dit Hus, i din Kirke paa Jorden,
Der tale Dage med Dage om dig,
Der sig forklare din Sol og din Torden,
Der paa Oplysning selv Natten er rig.

2 Ei er i Sandhed der Ord eller Tanke,
Som i dit Hus ei fik Mæle og Røst,
Og alt saa vide, som Stjernerne vanke,
Bringe paa Jord de Oplysning og Trøst,
Ordet med Solen i skiftende Tider
Udgaar som Brudgom i morgenrød Glans,
Straalende frem ad sin Bane det skrider,
Krones som Helten med aftenrød Krans!

3 Saa paa sin Bane din Sol i det Høie,
Lyset i Sandhed, omreiser vor Jord,
Intet i Verden er skjult for dens Øie,
Aldrig udslettes dens straalende Spor;
Ren som et Guld er den Lov, du har givet,
Omvender Sjæle, som agte derpaa,
Trofast dit Vidnesbyrd fører til Livet,
Vismænd det gjør af vonkundige Smaa.