1 Kommer, I som vil ledsage
Jesum til sit Rettersted!
Hvo der vil hans Kors paatage,
Kommer nu, og følger med!
Se, med eders Synd og Saar
Fuld af Dødens Angst han gaar;
Bort han føres som Misdæder,
Og til Korset villig træder!

2 Se, hvordan de ham udstøder,
Kaster hannem Korset paa!
Simon of Cyrene møder,
Dem, der de hen med ham gaa;
Om han end ungjerne vil,
Nøder de dog hannem til,
At han Korset maa paatage,
Efter Jesum det hendrage.

3 Kvinderne, som Jesum følge,
Vride Hænder jamre sig,
Ei sin Medynks Taare dølge,
Ham begræde hjertelig;
Jesu, fuld af Dødens Ve,
Vil dog vende sig og se
Hen til deres Graad og Kvaler,
Merk dog, hvad han til dem taler:

4 Græder ei, I arme Kvinder,
Græder ei saa saart for mig!
Jeg min Sorrig snart forvinder
I mit søde Himmerig;
Zions Døtre, græder ei
Over mig paa Korsets Vei,
Men for eders Børn og eder
Er det bedre, at i græder!

5 Thi den tid vil snarlig komme,
Da med Gru og Sjæle-Ve
I Retfærdighedens Domme
Skulle klart for Øine se:
Stor Elendighed og Nød,
Sverd og Ild og Jammer-Død;
Tør med grønt Træ sligt man gjøre,
Hvordan vil det gaa det tørre?

6 Søde Jesu, gid jeg kunde
Følge dig og nøie se,
Hvordan dine Saar de runde,
Hvordan du var fuld af Ve,
Da man rev dit Purpur af,
Og hvad Pine det dig gav,
Der man dine Saar oprykte
Og med Korsets Træ dig trykte!

7 Gjerne vil jeg mig nedbøie,
Villig tage Korset paa,
Det dog lindrer ei din Møie,
Hjælp deraf du ei kan faa;
Om mit Øie var en Flod,
Og jeg lunde græde Blod,
Maa du dog paa Korset lide
Og mod Døden for mig stride.

8 Giv mig kun, naar jeg skal bære
Korsets Byrde, at jeg da
Kan i dig taalmodig være
Og dig aldrig flade fra!
Vil du mig fra Top til Taa
Med dit Korses Ris end slaa,
Hjælp og trøst da, naar mig rammer
Armod, Fængsel, Nød og Jammer.