1 Rettens Spir nu alt er brækket,
Kjærlighed er bleven kold,
Al Retfærdighed er svækket,
Uskyld lider Last og Vold,
Løgn er ført i Sandheds Dragt,
Sandhed er i Støvet lagt,
Uret klæder Dommens Sæde,
Stenen maa derover græde.

2 Aldrig under Himlens Bue
Og det hvalte Stjernetag
Var der slig en Dom at skue
Udi slig en retvis Sag;
Uden Skyld og alt Bevis
Dommens Sæde han til Livs Forlis,
Folkets arge Raab indrømmes,
Jesus, hen til Korset dømmes.

3 Strax Pilatus sine Hænder
Tvætter udi Hyklervand,
Skylden han mod Folket vender,
Selv han er den rene Mand.
Nei, den Dom paa Jesu Blod
Toes ei bort i nogen Flod,
Hænderne maa tvættet være,
Smitten skal dog Hjertet bære.

4 At min Gud, jeg bør ei dølge,
At min Synd foruden Tal,
jo var med, dig hen at følge
Ind i Dommens Hus og Sal;
Mine Synder Dommen skrev,
Og dig bort til Døden rev;
Hvor jeg ser din Dom og Vunder,
Ser jeg alt mit Segl derunder.

5 Ikke vil jeg Haanden vaske,
Jeg vil ei undskylde mig,
Men nedsætte mig i Aske,
Græde, bede hjertelig,
At, o Jesu, du ei vil
Mig min Ondskab regne til,
Men oppaa din Dom afskrive
Al min Skyld, og naadig blive.

6 Du foruden Skyld og Brøde
Gav dig under Dødens Dom,
Ja frivillig for mig døde,
Derfor est du og saa from,
At jeg for Guds Domstol maa
Al min Tilflugt hos dig faa,
Saa din Dom er mig en Baade,
Og jeg bliver dømt i Naade.