1 Vil dog Himlen intet tale
Udi Jesu rene Sag?
Skal da Løgn og Avind prale,
Mørkne Sandheds Sol og Dag?
Han, som her i Retten sad,
Ved saa vel, det var kun Had,
Der gjør Jesum denne Møie,
Dog vil Folkets Lyst han føie.

2 Ris og seige Pidste-Remmer
Flettes nu til Jesu Hud,
Dermed slaa's hans pinte Lemmer,
Til at Blodet strømmer ud;
Hvert et Slag gjør dybe Saar,
Som til Ven og Marven gaar,
Saa han sig som Ormen vrider
Under Smerten, som han lider.

3 Efter disse blodig' Flænger,
Som er gjort ham overalt,
De hans Legem overhænger
Med en Purpur-Kaabepjalt,
At de med en Æredragt
Kan iføre ham Foragt,
Og udi et Konge Klæde
Ærens Gud i Støvet træde.

4 Kronen de af Torne slette,
Første Frugt af Jordens Ban,
Og med Haanhed de den sætte
Paa den dyre Smertens Mand.
Skarp som Naal og Sværdets Od
River den en Krands af Blod,
Somi tunge Draaber rinder
Ned ad Jesu blege Kinder.

5 Til et Kongespir de give
Ham et Rør med stor Foragt,
Atter de det fra ham rive,
Og slaa Tornen ind med Magt,
Saa hans Hoved rundt omkring
Staar i tusind Blodespring,
Fuld af mere Men og Kvale,
End min Tunge kan udtale.

6 O min Jesu, o jeg finder,
At mit Hjerte bløde maa,
Min Samvittighed mig minder,
Jeg dig hae hudflettet saa,
Og min Synd saa stor og slem
Hængte ved hvert Ris og Rem,
Hvormed du blev slidt og slagen
Og af megen Ve betagen.

7 Derfor vil jeg hudeslette
Alle Lyster i mit Blod,
Og min Sjæl i Taarer sætte
Ved din Naades Purpur-Flod;
Jeg om Naade bede vil,
Hjælp, o Jesu, hjælp dog til,
Jeg i Troen frem kan finde
Did, hvor dine Saar de rinde!

8 Tornekronen, som dig stinger,
Op udi min Lystgaard randt,
Og min egen Udyds Finger
Disse tornekviste bandt,
Jeg dem vældig trykte ind
Med et ondt, halsstarrigt Sind,
Saa du maatte strax udtømme
For mig dine Blodestrømme.

9 Derfor vil jeg daglig hugge
Syndens Torn og Tidsel op.
Lad dit Blod mig dog bedugge
Som slød af din hellig' Krop!
Af den Torn, som saared dig,
Lad den Trøst fremgaa for mig,
At min Synd og Slangen stødte
Af sin Braad, den Gang du blødte!

10 Jeg har med al Magt og Vælde
Trykt dig Spottens Nør i Haand,
Hjælp mig det igjen at fælde,
Hjælp mig ved din kraftig' Aand!
Selv er jeg et usselt Rør,
Men, o søde Jesu, hor,
Slog jeg dig end uden Maade,
Revs igjen men dog i Naade!