1 Jesus, som skal Verden dømme,
Til Pilati Domhus maa
Under Jøde-Baand og Tømme
Fuld af Spat og Skjændsel gaa;
For en Hedning, som ei ved
Om Guds Lov og Hellighed,
Maa han lade sig anklage,
Ja mod Vold og Uret tage.

2 Du, for hvem al Verden ryster,
Fra hvis Ansigt Lynet gaar,
Jordens Fyrster slaar og kryster,
Knuser som et Potteskaar,
Du, som ein Misgjerningsmand,
Den man agter ei et Gran,
Maa un staa for onde Munde
Som et Lam blandt Ulv' og Hunde.

3 End vil ei Pilatus være
Saa forhærdet i sin Sjæl,
Han jo til sin Domstols Ære
Spørge vil om Ret og Skjel,
Om hvad Klagemaal og Sag
De kan føre for en Dag
Om den arme Fanges Brøde,
Og hvorpaa de sig mon støde.

4 Løgn og Last og alle Lyder,
Som om Nogen siges kan,
Udaf deres Munde flyder
Paa den rene Gud og Mand,
At han Folk afvende plat
Folket fra at give Skat,
Og sig selv en Konge kalder,
Saa alt Land i Ufred falder.

5 Om sit Rige og sin Krone
Jesus da et Spørgsmaal faar,
Men han svarer, at hans Throne
Udaf Evighed bestaar:
Sandhed, som ei taales mer
Og i Verden nedtraadt er,
Den vil han dog rundt udsige,
Trods al Løgn og Satans Rige.

6 Selv Pilatus maa bekjende,
Jesus han uskyldig er,
Hvad de end vil forevende,
Og hvad Last de paa ham bær;
Deres Løgn saa skamløs er,
Kjendelig for en og Hver;
Derfor Jesus helft vil tie,
Og Guds egen Dom opbie.

7 Taug du end, o Fromheds Kilde,
For Pilati Dom og Ret,
Da var det, fordi du vilde
Med din Taushed dølge slet
Al vor slemme Synd og Last,
Som paa dig var ene kast,
Og fordi du vilde lide,
Satte du din Ret til Side.

8 Men, naar Døden mig vil stede
For Guds Dom, jeg da vel ved,
At du vil for mig fremtræde
Med al din Uskyldighed,
Tale for mig, at jeg faar
Salighed ved dine Saar,
Saa jeg efter min Elende
Skal min Gud i Glæde kjende.