1 I Jesu søger jeg min Fred,
Al Verden har kun Smerte,
Hans Vunder er mig Blivested,
Der hviler sig mit Hjerte;
Der kan jeg bo
I stille Ro,
Der findes alt det, som min Tro
Saa længselsfuld begjærte.

2 Indtil jeg fandt det Kildespring,
Gik jeg paa tørre Veie.
Jeg søgte Trøst i mange Ting,
Som kunde ei fornøie
Den Sjæls Attraa,
Som i mig laa,
Og endda ei jeg tænkte paa,
At søge til det Høie.

3 Saa blind, saa tung, saa jordisk var
Min Sjæl, at den ei kunde
Opsøge dig, skjønt jeg blev var,
At andre Trøstegrunde
Gav liden Trøst
Udi mit Bryst,
Om de end alle var udøst,
Ei heller var de sunde.

4 Da ynkedes du over mig,
Og drog mig usle Daare
Ved Naadens Kald: Kom hid til mig,
Her skal du bedre fare!
Immanuel
Alene vel
Husvale kan din arem Sjæl
Og frelse af al Fare!

5 Ja Jesu, jeg maa give Magt,
At Verden har kun Møie
Og Angest, som du selv har sagt,
Du ene kan tilføie
Den sande Fred
Og Rolighed,
Dit skjød er ret mit Hvilested,
Hvor jeg mig vil fornøie.

6 Dit Korses daarlig' Prædiken
Er mig en Visdoms Kilde,
Din Død gi'r mig mit Liv igjen,
Og hvad, som vil forspilde
Mit Sjælegavn,
Skal i dit Navn,
Som er min trygge Tilflugts Havn,
Forsvinde, Jesu milde!

7 Ak, maatte jeg kun idelig
Ved dig, min Jesu henge!
Ak, maatte kun min Sjæl i dig
Sig daglig dybt indtrænge!
Saa fik jeg Fred,
Saa fandt jeg Sted
For Duens trætte Fode-Fjed,
Endog det vared længe!