Jeg beder dig, Fader i Himmerig

1 Jeg beder dig, Fader i Himmerig
I Troen mig bevare,
I denne forlige Kamp og Strid
At stride mandelig
Og vige ei fra dig
I Fristelse og Fare.

2 O Herre Gud, trofast og Sand,
Læg mig dit Ord i Munde!
Jeg er nu stedt i Fiendens Haand
Og under Løvers Tand,
Dit Ord gjør mig Bistand,
Naar Alting gaar ti Grunde.

3 Paa egen Magt jeg ingenlund;
Tør fæste Tod med Trygge,
Men Jesus Christ i Hjerte og Mund,
Han er den rette Grund,
Paa ham i allen Stund
Jeg stadelig maa bygge.

4 Mig svared' Herren saa: du skal
For ingen Fiende ræddes,
Om du end gaar i Mørkheds Dal
Blandt Drager uden Tal,
Min Aand dig følge skal,
Saa trøstes du og glædes.

5 Hvi vil du frygte da saa savart
For Mennesken' dig habe?
Paa Ørneving' jeg dig har ført,
Som Øiesten bevart,
Du er min Æt og Art,
Dig skal slet Intet skade.

6 Vend dig til mig, mit Løftes Ed
Skal ikke for dig lyve,
Slet Intet skal du ræddes ved,
Jeg være vil din Fred,
Mit Ord den blive ved,
Saa skal du salig blive.

7 Kom baade du og andre med,
Som trænger her af Møde,
Til mig, thi jeg har dig bered
En evig Salighed
Af blot Barmhjertighed,
Thi maa du dig vel glæde.

8 Du er min Ven, om det, jeg bød,
Du tro vil efterkomme;
Jeg villig gik for dig i Død,
Der du var i stor Nød,
Mit Blod for dig jo stød
Og stilled' Vredens Domme.

9 O Zion, hvad jeg led for dig,
For din Skyld over Maade!
Der du i fordum Tid mod mig
I Synden førte Krig,
Da har jeg udført dig
Til evigt Liv og Naade.

10 O Zion kjær! jeg vil dig vel,
Frygt dem da ikke mere,
Som Legemet kan slaa ihjel
Foruden Ret og Skjel;
Din Sjæl, den bedste Del,
Skal leve i Fryd og Glæde.

11 O Zion, hjertenskjære Brud!
Jeg hor mig dig trolovet,
Jeg er din rette Herre og Gud,
Skik dig efter mit Bud,
Saasom en lydig Brud
Mod sin Husbond og Hoved!

12 Og lider du en stakket Tid
I Verden stor Elende,
Dog naadig er jeg dig og blid,
Dertil slaa du din Lid,
Jeg slukke vil din Kvid',
Din Graad til Fryd omvende.

13 Den Pine, du maa her udstaa,
Er Intet værd at agte
Mod Glæden, som du der skal saa,
Som intet Øie saa,
Ei Øre hørte paa,
Det skal du vel betragte.

14 Saa klar og blank, som Solen er,
Saa deilig jeg dig pryder
I Herlighedens Klader skjær',
Med de udvalgtes Hær
Din Brudgom Pris du bær
Og evig Glæde nyder.

15 Saa vige da bort den syndens Nat,
Hvor du af Mørket blindes;
Se,Dag er kommen med Naadens Skat,
SigVerden Gode Nat,
Og vryd dig, at vi brat
I Himmerigs Glæde findes!

16 Lov, Ære og Tak i Evighed
Ske dig, Christe, vor Herre,
Og den hellig' Tre-Enighed!
Skjenk mig i Ro og Fred
En christelig Afsked
Til evig Ære! Amen.

Source: Psalmebog, udgiven af Synoden for den norske evangelisk-lutherske Kirke i Amerika (2nd ed.) #270