1 O Sjæl, som har kjendt og erfaret Guds Kald
Og Jesus nu lydig bleven,
O lad ikke Verden dig føre i Fald,
Som synes saa smu, og beleven.
Dens Daarskab saa mange fra Jesus bortdrog,
Hvorfor han udstrøg deres Navn af sin Bog,
Og vil dem for sine ei kjende.

2 O lad ingen Verdens forfængelig Pragt
Dit Hjerte fra Jesus bortdrage
Og skille dig af med den yndige Dragt,
Den dyre og kostbare Gave,
Som han har dig kjøbt til at eie og faa,
Naar du skal udsmykket for Thronen fremstaa
Med Grene af Palmer ihænde.

3 Jeg snarlig vil komme i Skyen saa klar
Til Jorden med Scepter og Throne,
Pas paa og hold hast, hvad jeg givet dig har,
At ingen skal tage din Krone.
Jeg vil og saa kjærlig aftørre din Graad,
Retfærdigheds Klæde skal blive din Lod,
Som jeg med mmit Blod dig fortjente.

4 Saa taler vor Frelser, hans Løfte staar fast,
Han kan os jo aldrigen svige,
Om Jorden end revned og Himmelen brast,
saa vil han dog selv for os krige;
O lader os alle i Lykke og Nød,
I Sorg og i Glæde, i Liv og i Død,
Udi hans Omgjængelse findes.