1 Afvend fra os, o Herre mild,
Den Straf, som Ridkjærhedens Ild
For vore Synder har opvakt,
Tænk paa din dyre Naade-Pagt,
Fri os fra Krig og Hungers Nød,
Fra Sygdom, sot og hastig Død!

2 Se naadig til os Arme, som
Kan ei bestaa for Ret og Dom,
Men tigger Naade, og vel veed,
At, om du ei af Miskundhed
Forskaane vil, al Verden maa
For Syndens Skyld til Grunde gaa.

3 O Herre, ikke os forkast!
Din Trofasthed staar evig fast,
Thi skaan os nu for Straffens Ris,
Og i al Nød os Hjælp bevis,
Før os paa din Miskundheds Sti,
Og gjør os fra vor Jammer fri!

4 O, du maa ei fortørnes paa
Os svage, usle, arme Smaa!
Du, som os skabte med dit Ord,
Veed, vi er intet uden Jord;
Ret grant dit klare Øie ser,
Hvor skrøbelig vor Tilstand er.

5 Ved Synden vi fordærved er,
Os frister Satan endnu mer,
Saa gjor og Verden, Kjød og Blod,
Endskjønt vi dem vil staa imod;
Den Jammer er dig vel bekjendt,
O Gud, din Naade os tilvend!

6 Tænk paa din Søns den bitre Død,
Og paa hans Blod, som for os flød,
Deri er for al Verdens Synd
Forsoning fuld af Kraft og Fynd,
Vi trøste os derved al Tid,
Og haabe paa din Naade blid!

7 Veskjærm os du, som ene kan,
Velsigne dette Sted og Land,
Al Tid os und dit hellig' Ord,
Afvend den Ondes List og Mord,
Giv os tilsidst en salig Død,
Og hos dit hisset Glæden sød!