1 Halleluja, jeg har
Min Jesus fundet!
Hans Naades Glans er klar
I mig oprundet;
Nu ser jeg Veien til
Guds Fryde-Bolig
Nu kan, nu skal, nu vil,
Nu kan, nu skal, nu vil,
Jeg vandre trolig.

2 Fremad! min Tid er knap,
Jeg faar at rende,
Hvor løbe de omkap,
Som Kronen kjende!
Al Verden vil jeg først
Bort fra mig kaste,
Og som,en Hjort i Tørst,
Og som er Hjort i Tørst,
Til Himlen haste.

3 Kun fort paa Livets Vei,
Oplyste Sjæle!
I maa i Sandhed ei
Ved Verden dvæle;
Enhver for Gud sig til
Den Sag forpligte,
At vi til Himlen vil,
At vi til Himlen vil,
Alene sigte.

4 Kun fort, og strider mod
De ande Tanker,
Som sig i Kjød og Blod
Om Sjælen sanker!
Endog den mindste Lyst
Ret at bekrige,
Det løfter Haabets Trøst,
Det løfter Haabets Trøst,
Til Himmerige.

5 Det er en liden Tid,
Saa har jeg vundet,
Saa er den ganske Strid
Med Et forsvundet,
Saa kan jeg hvile mig
I Rosendale,
Og uafladelig
Og uafladelig,
Med Jesus tale.

6 Mig tykkes, at jeg ser,
Hvor Gud sig fryder,
Naar Jesu Stridsmænd mer
Igjennem bryder,
At det kan Ende faa
Med deres Plage
Og hver sin Krone maa,
Og hver sin Krone maa,
Af Jesus tage.

7 Jeg ser dig nok, min Krans
I Himmerige!
For dine Perlers Glans
Maa Solen vige,
Og naar jeg tænker paa,
Hvo dig fortjente,
Saa veed jeg, at jeg maa,
Saa veed jeg, at jeg maa,
Dit vist forvente.