1 Søde Jesus, Glædens Kilde,
Som vor Angest vil formilde,
Alt mit Haab i Verdens Sorg,
Du min Honning i min Galde,
Du min Stav, naar jeg vil falde,
Du min Tilflugt, Skjold og Borg!

2 Du veed bedst, hvor det mi græmmer,
Naar du dine Øine gjemmer,
Og ei mere til mig ser;
Men, skjønt du dig lidet dølger,
Jeg dig dog i Troen følger,
Og om Naade, Naade ber.

3 Thi du kan i al min Smerte
Glæde mit halvdøde Hjerte,
Naar du under mig et Blik
Af dit naadefulde Øie,
Saa har jeg fuldkommen Nøie
Under Korsets Tornestik.

4 Ja, jeg veed, at du ming prøver,
Og en liden Stund bedrøver,
For at skjænke mig en Strøm
Udaf Livsens Kildes Aarer
For de her udøste Taarer
I det ny Jerusalem.

5 Hold, min Sjæl, da op at klage,
Lad Guds Veie dig behage!
Først til Strid og saa til Fred!
Du maa Tornekronen bære,
Saa skal Livsens Krones Ære
Skjænkes dig i Evighed.