1 Hvordan takke vi vor Herre,
For han gav sin Søn herned?
Mange skjønne lidt, desværre,
Paa saa stor en Kjærlighed;
Deres onde Syndelyst
Dække de med Naadens Trøst,
Vil af Jesus intet lære,
Og dog sande Kristne være.

2 Vistnok ingen Sjæl fordømmes,
Naar den paa sin Jesum tror;
Naadens Kilde aldrig tømmes,
Naaden er og bliver stor;
Men det er en afsagt Dom,
Siden Jesus til os kom,
Skal man sig fra Synden vende,
Eller ogsaa evig brænde.

3 Den, som Verdens vilde Lyster
Følge blindt og elske tør,
Sig omsonst ved Jesum trøster,
Og sin Bøn fogjæves gjør;
Kjære Hjerte! Et af To,
Enten udi Bøn og Tro
Syndens Vei at fly og hade,
Eller lide Sjæleskade.

4 Lyset er i Verden kommet;
Ved du ogsaa om du tror?
Har du nogen Tid fornummen,
At din Jesus i dig bor?
Har hans Naadestraalers Kraft
I din Sjæl sin Virkning havt?
Kan du i dit Hjerte finde,
At der er et Lys derinde?

5 Hvordan gaar man dog og drømmer
Udi saadan vigtig Sag,
Og i Sikkerhed forsømmer
Naadens dyrbare Dag;
Sagen burde vides vist,
Mens der end er Bedrings Frist;
Evig, Evighedens Tanke
Bør jo vore Sanser sanke.

6 Bort, du Syndens fæle Taage,
Satans helvedsorte Magt!
Det er tid engang at vaage
Og at pasje paa sin Vagt;
Det er Tid at sandse vel
Og at sørge for sin Sjæl;
Det er Tid at forekomme
Herrens grumme Vredesdomme.

7 Gud, som Lyset lod opklare
Udi Naadens blide Vaar,
Vil og ingenlunde spare
Dem, som samme Lys forsmaar;
Vil du vende Ryggen til,
Gud dig fra sig støde vil;
Den, som ei vil Lyset kjende,
Han skal sig paa Lyset brænde.

8 Lad din Naadesglands oprinde,
Søde Jesu! at jeg maa
Derved altid Veien finde,
Som jeg bør at vandre paa;
Vær min Formand, at jeg ei
Kommer paa den brede Vei,
Eller fra dit Fodspor vidgr,
Til jeg ind i Himlen stiger.