1 Alle Ting er' underlige,
Ingen kan det granske ud,
At Gud vil til Jorden stige
For at fæste sig en Brud;
Han har brudt sin Himmelsal,
Ligger ned i Jordens Dal,
Til sit eget Folk han tragter,
Dog de ham kun lidet agter.

2 Himlens Ære, Liv og Naade
Følge Guds enbaarne Søn;
Salighed og evig Baade
Gives dem som tro, til Løn;
O, lyksaligt er det Sted,
Hvor han sætter sine Fjed!
Evig saligt Hjertet bliver,
Som sig til hans Bolig giver.

3 Fædrene var' snart forgræmmed',
Førend du, min Jesu, kom;
Der du kom, da blev du fremmed,
Saadan vendtes Bladet om;
Dig dit eget Folk forskjød,
Og slet ingen Ære bød,
Neppe fik du Lov at ligge
Som et Barn, der gaar at tigge.

4 Naadesolen af dit Øie
Snarer' ei paa Jorden stak,
Førend Misgunst, Had og Møie
Blev din allerførste Tak;
Satan, som om Lande løb,
Ved udi dit Barnesvøb
Og ophidsed; sine Hunde,
At de dig fordærve kunde.

5 Blandt din' Egne var der ikke
En af Ti, som kjendte dig,
Men de fleste vilde stikke
Efter dig forræderlig;
Dine Tjenere de slog,
Myrded', hudstrøg og forjog,
Stødte, stened' og bespotted',
Og mod dig sig sammenrotted'.

6 Du blandt dette Folk dig lagde,
I det rene Jomfru-Skjød,
Men din Naade dem mishag'de,
De kun Spot dig derfor bød;
Satan, Sygdom, Sorg og Synd
Drev og lægte du med Fynd,
Men din Løn blev Sten og Avind,
Svøber, Torne, Kors og Glavind.

7 Ræven i sin Lurehule
Haver mere Sikkerhed,
Ja paa Kvisten vilde Fugle,
End som du paa Jorden ved;
Blandt dit eget Folkefærd
Er saa Faa, der har dig kjær;
Hedninger de dig annamme,
Og gjør Jøderne til Skamme.

8 Hjerte Jesu! er din Lykke
Blandt din egen Folk saa slet,
Kom du da, min Sjæles Smykke,
Jeg vil afstaa al min Ret
Til mig selv, og give mig,
Dig, min Frelser! ene dig;
Mig vil jeg dig ganske give,
At du min igjen skal blive!

9 Sjælen den er dog din egen,
Kroppen dannede din Haand;
Derfor er din Ret saa megen
Baade til min Krop og Aand.
Tag mig da, besid mig hel,
Du min Sjæles ganske Del!
I dit Kors og i din Ære
Lad mig din Livegen være.