1 Mit Hjerte altid vanker
I Jesu Føderum,
Did samles mine Tanker
I deres Hovedsum;
Der er min Længsel hjemme,
Der har min Tro sin Skat,
Jeg kan dig aldrig glemme,
Du søde Julenat!

2 Den mørke Stald skal være,
Mit Hjertes Frydeslot,
Der kan jeg daglig lære
at glemme Verdens Spot,
Der kan jeg bedst befinde,
Hvori min Ros bestaar,
Naar Jesu Krybbes Minde
Mig re til Hjerte gaar.

3 Men ak, hvad skal jeg sige,
Naar jeg vil tænke paa,
At Gud af Himmerige
I Stalden ligge maa;
At Himlens Fryd og Ære,
Guds væsentlige Ord,
Skal saa foragtet være
Paa denne slemme Jord!

4 En Perle, der forgjettes,
Saa nøie ledes op,
Den blanke Dermant sættes
I gylden Krones Top,
Man kaster ei en Drue
Blandt tørre Grene ned,
Skal jeg minGud da skue
I saadan Usselhed?

5 Hvi skulde Herresale
Ei for dig pyntet staa?
Du havde at befale,
Ihvor du peged paa.
Hvi lod du dig ei svøbe
I Lyset som et Baand,
Og Jordens Konger løbe,
At kysse paa din Haand?

6 Hvi lod du ei udspænde
En Himmel til dit Telt,
Og Stjernefakler brænde,
O store Himmelhelt!
Hvi some ei aabenbare,
Da du i Svøb blev lagt,
Den himmelske Hærskare
Til Tjeneste og Vagt?

7 Nei, Jesus, faar sit Leie
I denne gode Jul,
Hvor Betlere de pleie
At lægge sig i Skjul.
Det var og ei hans eget
Det Hø, hvori han laa,
Han havde ei saameget,
Han kunde ligge paa.

8 Den Sag kan ei begribes,
At Jesus, Gud og Mand,
Saameget hart indknibes
I Verdens Jammerstand,
Han, som med Guddoms Vælde
Al Verden dømme vil,
Ei har det, han kan helde
Sit arme Hoved lil.

9 En Spurv dog har sin Rede
Og sikre Hvilebo;
En Svale ei tør lede
Om Nattely og Ro;
En Løve ved sin Hule,
Hvor den sin Ro kan faa,
Skal da min Gud sig skjule
I Andres Stald og Straa?

10 Ak, kom, jeg vil oplukke
Mit Hjerte, Sjæl og Sind
Med tusind Længsels Sukke,
Kom, Jesu, dog derind!
Det er ei fremmed Bolig,
Du har det selv so kjøbt,
Saa skal du blive trolig
Udi mit Hjerte svøbt.