1 O vaagner op af Verdens Drømme,
I lunkne Christne, op med Magt!
Vor Jesus, som skal Verden dømme,
Han raaber høit: herud paa Vagt!
Herud af Syndens Søvn og Slum,
Mens der endnu er Tid og Rum!

2 O vaagner op, at Syndens Natte
Ved Lysets Komme viger bort,
Guds store Naade høit at skatte,
Som han mod Adams Kjøn har gjort!
Thi ellers har vi ingen Gavn
Og Glæde af vort Christennavn.

3 O vaagner! er end Aanden villig,
Saa er dog Kjødet alt for svagt,
At alle sande Christne billig
Sig tage desto mer i Agt.
O bruger dog Forsigtighed,
Og følger den, som Veien ved!

4 O vaagner! thi den gamle Slange
Os ellers er for stærk og snild,
Han agter mig og dig at sange
Og slæbe hen i Helveds Ild;
Hvo her vil ikke mandig staa,
Han maa i Sandhed med ham gaa.

5 O vaagner, førend Døden kalder
Os i en ubeleilig Stund!
Saa snart den Gammel for ham falder,
Saa snart en Ung, en Rig og Sund;
Vi vide ei hvad Tid og Sted,
Vel den, som altid er bered!

6 O vaagner! vi skal hen at svare
For Herrens Ret og strenge Dom,
Ret længe vil det ikke vare,
Før Gud vil gjøre Verden tom;
Indretter saadan eders Sag,
Som hver Dag var den sidste Dag!

7 O vaagner! det er Jesu Stemme.
Herop af Søvne, ud paa Vagt!
Naar Sjælen er i evig Klemme,
Da er det alt for sildig sagt.
Nu kan vi søge Sjælens Gavn.
Saa vaagner da i Jesu Navn!