1 Ak, hvorledes skal jeg skue
Alles Liv at bære død!
Livsens søde Himmeldrue
At behøve Jordens Skjød!
Guds og alle Engles Lyst,
Alle arme Syndres Trøst
Udi Graven at nedsættes!
Aldrig det af mig forgjettes.

2 Denne Sag, den burde tegnes
Ind i Hjertets dybe Rod,
Og af Alle bør at regnes,
Som vi nu ved Graven stod
Og besaa hans Jordefærd;
Alle tage sig det nær,
Hvorfor skal den mørke Hule
Dog saa kjær en Frelser skjule.

3 Jeg og du er Aarsag bleven,
At Guds egen elskte Søn
Blev fra Livets Land bortreven,
Til at være Sonings Løn;
For vor Sund og Skiddenhed,
Og for Gud, han var saa vred,
Kom Guds Søn herned at lide,
For vor Salighed at stride.

4 Denne Sag er uden Lige,
Og Fornuft ei fatte kan,
Hvordan gud af Himmerige
Vilde blive Dødens Mand;
Kjærlighed sig gjorde haard,
Agted' intet blodigt Saar,
Ingen Marter, ingen Smerte
Kunde skrække Jesu Hjerte.

5 Ser den milde Sjælehyrde
Brænde udaf Kjærlighed,
Han sig lader gjerne myrde
Og i Graven lægge ned;
Kan han kun for Frelse faa,
Ja saa vil han gjerne gaa
Gjennem Helvedve og Svie
Og dog blive ved at tie.

6 Døden selv ham ei fortryder,
O, hvad har han Verden kjær,
Kjærlighed hans Hjerte bryder,
Det er nok Forundring værd;
O, hvor blev han spændt og strakt
Og paa Pinebænken lagt,
Hvor det dyre Blod er runde,
Førend han fik overvunden!

7 O, hvor høit man skulde agte
Jesu Marter, Død og Blod,
Hvor vemodelig betragte
Den med Graad, med Bøn og Bod.
Men der findes dog saa faa,
Som vil i hans Fodspor gaa,
Faa vil følge Jesu Lære,
Og dog sande Christne være.

8 Hører! lader eder raade
Under Saligheds Forlis,
Regner ikke Jesu Naade
Mere for saa liden Pris;
Slipper Verdens arge Lyst,
Følger Jesu søde Røst,
Beder, han vil sig forbarme,
Favner ham i Troens Arme!

9 O, for Troende hvor yndig
Er vor Jesu dyre Død!
O, hvor liflig kraftig, syndig,
Naar man er i Sjælenød,
Og da fuld Forløsning faar
Ved vor Jesu Blod og Saar,
Det er ret et Himmerige,
Som har aldrig havt sin Lige.

10 Gid mit Hjerte var en Kilde,
Fuld af Længsel, Fryd og Graad,
At jeg kunde aarle, silde
Have Troens Øie vaad;
Og ihvor jeg gaar og staar
Holde mig til dine Saar,
Til min korte Tid er omme,
Og jeg siden hjem kan komme.

11 Nu er Graven mig en Glæde;
Hvor jeg ret skal dække mig;
Saa jeg vil ei mere græde,
For at man begraver dig;
Thi du blev dog ikke død,
Men de Dødsens Porte brød,
Og fordrev alt Gravens Mørke
Ved din Guddoms Kraft og Styrke.