1 Mørket skjuler Jorderige,
Natten den er nu forhaand,
Mørket Solen vil bekrige,
Lægge Jesum hen i Baand.
Slig en Nat var aldrig før,
Himlen haver lukt sin Dør,
Jesus, al vor Sol og Ære,
Skal nu Nattens Skjændsel bære.

2 Den Forræder, Judas, tager
Mørkheds Vaaben villig paa,
Med den vædned' Skare drager,
Som vil Jesum fangen faa;
Dog ei Blus, ei Spyd, ei Stang
Fanger Jesum denne Gang,
Men at Kys og kjærlig Mine
Ham forraader til sin Pine.

3 Ene kan hans ord og Tale,
Kaste Fiendeskaren om,
Døden i hvert Ansigt male,
Binde dem i Bangheds Bom;
Fri skal hans Disciple gaa,
Jesus han vil ene staa,
Byde frem sit Bryst og Hjerte
Mod den største Dødens Smerte.

4 Kysset har alt Jesus borte,
Kysset haver ham forraadt,
Kysset vil hans Liv forkorte,
Under Kysset Slangens Braad
Skal ham med en giftig Pil;
Under Dækket af et Smil
Snarer blev til Jesum spundne,
Og hans rene Hænder bundne.

5 Var det kun om Sverd at gjøre,
Og det kun om Magten gjaldt,
Ei alene Malchi Øre
Blodigt den paa Jorden faldt,
Men Guds Engle tusindfold
Skulde, hævne denne Vold,
Men han vil sig taalig skikke,
Og Guds Vredes Kalk uddrikke.

6 Hjerte Jesu, kjære Broder,
Lysets Herre, hvorfor skal
Natten, Syndens mørke Moder,
Natten, Lastens Skjul og Dal,
Dække dig med Mulm og Mørk?
Hvorfor skal af Helved-Ørk
Nattens grumme Ulve springe,
Dig til Gravens Mørk' at bringe?

7 O min Jesu, o jeg mindes,
At jeg er et Mørkheds Barn,
Og paa deres Talstok findes,
Som i Lyders Natte-Garn
Viklet var til evig Død,
Derfor du dig villig bød
For min Sjæles Lys at vaage
Udi Døds og Nattens Taage.

8 Du med Naadens søde Læder
Haver mig med Sandhed kyst,
Skamme mig da, om jeg str"ber
Dig at jage af mit Bryst!
Skamme ma min Tunge sig,
Naar den taler skuffelig;
Stryg den Falskhed af mit Hjerte
Med dit Blod og bitre Smerte!

9 Est du da en Fange bleven?
Vel! jeg og en Fange var,
Dog ved dine Baand er reven
Fra de Lænker, som jeg bar;
Jeg er bleven fri ved dig,
Bind, mig til dig hjertelig,
Lad mig og, o store Fange,
Salighed i dig erlange!