1 I Jomfruer, I kloge,
O, tænder Lamper, ser,
Hvor det i Verdens Kroge
Nu mørknes mer og mer!
Vor Brudgom op er standen
Og kommer med en Fart,
Op, vaager med hinanden,
Nu erdet Midnat snart!

2 Hver gjøre Lampen færdig,
At I kan rede staa
Og vorde agtet værdig,
Med Brudgommen at gaa;
Thi Zions Vægtre raabe:
Vor Brudgom nu er nær,
O, møder ham tilhobe
I Troens Frydefærd!

3 I Jomfruer, saa mange,
Som ere ved Forstand,
O kommer, ud at gange
Imod vor Frelsermand!
Ser Himlens aabne Porte
Og Brylluppet bered!
Han ikke langt er borte,
Som hedder Zions Fred.

4 Ser op, gaar ham imøde,
Han er, nu er han her!
Ser Træets Knopper gløde,
Saa er vor Sommer nær!
Ser, hvor saa klart frembryder
Den røde Aftensky,
Som os den Dag betyder,
Naar al vor Nat maa fly!

5 Bort derfor, Søvnens Taage!
Hvo vaager, han er vis.
Enhver, som ei vil vaage,
Skal føle Vredens Ris,
Fordærvelse og Plage;
Thi alle Vredens Kar
For evig da skal smage
Den Helvedpine svar.

6 Men møder ham, I Fromme,
Med Fryd og Glædes Lyd!
Vor Sorrigs Tid er omme,
Lad Klagen gaa sin Gang!
O, ser dog Frydestunden,
Som bærer Kronen from,
Nu er den snart oprunden,
Nu hentes Bruden hjem!

7 I, som med Jesu lider
I denne Grædedal,
Skal efter Sorgens Tider
Faa Fryd i Himlens Sal,
Med ham I skal regjere,–
Hvo kan vel det forstaa?–
Og evig triumfere
Med Ærens Krone paa.

8 O Jesu, lad det komme
Dog snart dertil engang,
At alle dine Fromme
Maa mode dig med Sang!
Gjør, Jesu, snart en Ende
Paa dines haarde Strid,
Og lad min Lampe brænde
Til min Forløsningstid!