1 Op, vaag og bed,
Min Sjæl! du ved
Dig ellers ikke sikker,
At du kunde drages ned
I den Ondes Strikker.

2 Vær uforsagt,
Men derhos agt
Paa Sinder, hvor det vanker;
Lær at holde stedse Vagt
Over alle Tanker!

3 At følge smukt
Guds Naades Tugt,
Naar Aanden dig vil minde,
Holder Verden udelukt,
Af de rene Sinde.

4 Et lidet Gran
Af Surdeig kan
Let hele Deigen syre,
Kommer Gnisten først i Brand,
Er den ond at styre.

5 En Tanke, som
I Hjertet kom,
Om man den lidt lod raade,
Har saa tidt gjort Sjælen tom
Paa Guds søde Naade.

6 Vor onde Art
Bevæges snart
Af det, vi se og høre,
Bliver saadan Tanke spart,
Er der ondt at gjore.

7 De Sjælesaar,
Som Satan slaar,
Gaar ind ad skjulte Gange,
Hvo som ei paa Vagten staar,
Bliver snart hans Fange.

8 Et syndigt Smil
Kan som er Pil
Det arme Hjerte dræbe
Om vi noget staar i Tvil
derimod at stræbe.

9 Et syndigt Ord
I Adam for,
Det lagde Verden øde,
Det haar voldt det Sjælemord,
Hvorved alle døde.

10 En ringe Ting
Gjør Dødsens Sting
Og kan en Sjæl bekrige,
Som ei varsom ser omkring
Her i Verdens Rige.

11 Ad Øret kan
som Helvedbrand
Et Ord vor Sjæl optænde,
Om vi ei til Gud paa Stand
Os i Bønnen vende.

12 Alt dette ved
Forfarenhed
I alle Guds Udvalgte,–
Jesus raaber: Vaag og bed,
Om du ei vil falde!

13 At gaa saa fri
Paa Himlens ti
Og ikke ville vaage,
Det er idel Hykleri,
Sikkerhedens Taage.

14 Op, op paa Vagt
Af ganske Magt
Og vaag med alle Fromme!
Vaager, som Guds Søn har sagt,
Til I se ham komme!