1 I alle mine Sager
Til Gud jeg Tilflugt tager,
Som mægtig raade kan;
Til Alt, hvad jeg skal gjøre,
Skal Herren mig tilføre
Raad, Lykke og sin Hjælpehaand.

2 Hvad kan jeg mig tilføie
Med al min Flid og Møie?
Min Sorg forgjæves er;
Det, som mig hør at gjøre,
Skal Herren selv udføre,
Det staar Alt til min Fader kjær.

3 Alt det mig sikkert bliver,
Som mig Guds Forsyn giver,
Og havd mig saligt er,
Af Guds Haand jeg det tager:
Alt, hvad ham vel behager,
Kun det jeg ønsker og begjær'.

4 Jeg tror paa Herrens Naade,
Som mig fra alskens Vaade
Og Nød beskjærme vil;
Og naar jeg ham adlyder,
Alt Ondt han vige byder,
Og hvad mig fattes, sender til.

5 Han ville mig af Naade
Al Syndens Skyld forlade
Og ei mig være vred,
Og over Synder alle,
Sin strenge Dom ei tale,
Men haver god Taalmodighed.

6 Naar Dagens Lys forsvinder,
Naar Morgenstund oprinder.
Naar mig paa denne Jord
Angst, Svaghed, Nød tilsendes,
Og hvad der mig kan hændes,
Da trøster mig hans hellig' Ord.

7 Vil Gud det saa beskikke,
Min Kalk vil jeg da drikke,
Og villig dertil gaa;
Ei denne Tids Ulykke
Mig ganske skal nedtrykke,
Jeg vil det Alt med Gud udstaa.

8 Gud har jeg mig hengivet
I Døden og i Livet;
Saasnart han kalder mig,
Nu eller om i Morgen,
Han selv maa bære Sorgen,–
Og han den bærer visselig.

9 O Sjæl, din Gud du tjene,
Og trøste dig alene
Ved ham, som skabte dig!
Det gaar, som det vil føie
Din Fader i det Høie,
Og saa gaar det vist lykkelig.