1 Lad din Naade paa os regne!
Thi min Sjæl er tør som Sand,
Giv din Kirkes tørre Egne,
Milde Fader Læskevand!
Lad din Aands det rige Væld
Øse Naade, Kraft og Held
Ned i stærke Strømme flyde,
Hjertet ret at overgyde!

2 Se paa Jorden, om en Fader
Ikke agter det for Spot,
Om han nogen Tid undlader
Sine Børn at gjøre Godt;
Skulde du da, Fader, som
Er saa eiegod og from,
Dem ei give Aandens Gave,
Som ham vil saa gjerne have?

3 Jesu, du, som bort er vandret
Til din Fader, send ham ned,
Du, som er dog uforandret
I din store Kjærlighed;
Send dog ned din Aand, som skal
Lede mig i denne Dal,
At jeg Sandhed ret kan kjende
Og i Troen dig omspænde!

4 Helligaand, de Frommes Glæde,
O, besøg mit bange Sind,
Værdes i min Sjæl at træde,
Vi' den til dit Temple ind!
Smyk den deilig som en Brud,
Rens den ganske, og kast ud,
Hvad af Verden er tilbage,
Og mig kan fra Jesum drage!

5 Smyk mig med din Himmelgave,
Gjør mig skjøn og ny igjen,
At jeg Kjærlighed kan have,
Som skal aldrig kjølne hen,
Giv mig altid Kjæmpemod,
Hellige mit Kjød og Blod,
Lær mig til min gud at træde
Udi Bønnens Kraft og Glæde!

6 Saa vil jeg mig dig hengive,
Dig til Ære skal mit Sind
Stedse himmelfindet blive,
Til jeg gaar i Himlen ind,
Faderen og Sønnen der
Med dig ret at komme nær,
Og min Gud i høien Throne
Prise høit med Engletone.