1 O Gud, Foruften fatter ei
Dit forsyns skulte Naade,
Din ubegribelige Vei
Og underlige Maade
At fOre dine Helgen' paa,
Dem bære og ledsage
Alle Dage
Og altid med dem staa,
Helft naar de findes svage.

2 Naar du os vil ophøie, maa
Vi fOrst til Jorden segne;
Naar vi dit Naadeskin skal faa,
Saa lader du det regne;
Du tager os vor Fordel hen,
Naar du os rig' vil gjøre,
For at føre
Vor Sjæl til dig igjen
Og dine Bud at høre.

3 Du lader os med Helvedfrygt
I vore Synder plage,
At Naaden ret kan blive søgt
Og desto bedre smage;
Du truer os med Nød og Død,
Naar du vil os oplive,
Trøsten give,
Der er langtmere sød,
End Nogen kan beskrive.

4 Og naar vi da din Kjærlighed
Og milde Hjerte finde,
Saa mange Glædestaarer ned
Af vore Øine rinde,
Naar den afvendte Sjæl igjen
I Jesu Skjød kan havne,
Ham at favne
Saa svinger Verden hen
Som DrOmme, Røg og Avne.

5 Du fører os i Kamp og Strid
Mod Satans hele Skare,
Vi synes tidt i saadan Tid
I alt for stor en Fare;
Da lære vi, hvor lidt vor Leir
Formaar mod Satans Pile,
Til dig ile,
Og efter vunden Seir
I dig alene hvile.

6 I saadan Kamp vi føres ind
Til vores egen Nytte,
I Gud et uforandret Sind
At faa til Del og Bytte;
Naar vi vor Jammer, Synd og Nød
Ved Aanden saa bekrige,
At de vige,
Det bringer Kjødet Død,
Men Aanden Kraft og Rige.

7 Du gjør til idel Daarlighed
De Vises høie Sinde,
Og den, for Verden intet ved,
Kun dine Veie finde;
De arme Synd're Vaade faa,
Men de, sig selv behage,
Maa tilbage
Med Skam og Blusel gaa,
Som Verden ei forsage.

8 Det, som er for Fornuften stort,
Det agter du ei meget,
Men det, som Verden kaster bort,
Det kalder du dit eget;
Din Gjerning fører ingen Pragt;
Hvad Ros og Gunst vil vinde
Maa forsvinde;
Hvad som er slet og svagt,
Det kan din Naade finde.

9 Og dette er din Godheds Vis
Med dem, som dig behage,
Der maa saa ofte Tugtens Ris
Og megen Trængsel smage;
Du fOrer os is Mulm og Mørk,
Hvor ingen Vei og Ende
Er at kjende,
Før vi fra Verdens Ørk
Mod Himlen Hjem os vende.

10 Naar Sjælen sidder kold og svag
I stor Anfægtnings Mørke,
Da just i Hendes Ve og Ak
Du selv er hendes Styrke;
Vi tænke ofte i vor Ve,
At du os slet forstøder,
Knuser, døder,
Ved Enden kan vi se,
Dit Hjerte mod os bløder.

11 Hvo mærker, søde Gud, din Daad
Og vise Forsyns Veie?
Hvo overgiver sig dit Raad
Og faderlige Pleie?
Vi tro dit milde Hjerte ei
Og kan vor onde Vilje
Ikke stille,
Naar du fra Glædens Vei
I Korset os vil skille.

12 O Fader, vær taalmodig mod
Os Arme her i Live,
Og lad vort Hjertes onde Rod
Din Naade ei fordrive!
Du kjender jo vort onde Sind,
Hvor let vi slev os plage,
Og forsage
Naar Korset trænger ind
I vore Glædesdage.

13 Saa brug din gode Faderret
Og vise Tugtemaade,
Det vilde gaa os alt for slet,
Om Kjødet skulde raade;
Grib Hjertet an, og lad os ei
I Verden nogen Hvile,
Før vi ile
Til dig paa Troens Vei
Fro Korsets Jammerpile.

14 Lær os det falske Hykletrin
Fra Christi Gang at skille,
Og ikke med det bare Skin
Os selv og Andre drille,
Ei følge vore egne Spor,
Thi vor Fornuft de rette
Ei kan gjette,
Men dine Veie for
Vort Øie altid sætte.

15 Saa før os ved din egen Haand,
Som du det bedst kan finde,
Og lad din gode Hellig-Aand
Os alletider minde,
At hvordan du os føre vil,
Saa er din Vei og Maade
Os at raade,
Hvor haardt det end gaar til,
Dog idel Naade, Naade!