1 Hjælp mig, min Gud, at efter dig
Min Sjæl maa stedse længes
Og din Hjælp søge idelig,
Naar jeg af Sorgen trænges!
Lad mig i Nød
Faa Trøsten sød
Af dig, o kjære Fader!
Giv, at jeg Synd
Og Ondskabs Dynd
Af Hu og Hjerte hader!

2 Hjælp, at med sand Bodfærdighed
Jeg hviler paa din Naade;
Mit sønderknuste Hjerte ved
Af ingen anden Baade,
End at for dig
Udøse sig
Og lade Taarer flyde;
O, fromme Gud,
Antag din Brud,
Som sig i dig vil fryde!

3 Dæmp i mig Kjødets onde Lyst,
At den ei overvinder!
Den Kjærlighed bo i mit Bryst,
Saa jeg dens Lue finder!
At jeg i Nød
Indtil min Død
Dig og dit Ord bekjender;
Ei Lykkens Smil,
Ei Modgangs Pil
Mit Hjerte fra dig vender.

4 Ryk Ondskab op af Sind og Mod,
Ret kjærlig lad mig være,
Udrydde Stoltheds onde Rod,
Sand Ydmyghed mig lære;
At Fred og Trøst
I Nød og Brøst
Maa hos mig Arme blive!

5 Min Tro bestyrk, min Kjærlighed
Ophold lad Haabet støttes,
At jeg ei viger noget Fjed
Og fra din Sandhed flyttes;
Bevar min mund, At ingen Synd
Ved den af mig opvækkes;
Mit Legem fød
Med dagligt Brød,
Dog saa, at Adam svækkes!

6 Giv, at jeg findes, tro og snild
I Alt, hvad jeg skal gjøre;
Lad Hykleri og Stoltheds Vild
Mig ingen Tid forføre;
Vredagtighed,
Letfærdighed
Og anden ond Begjæring
Lad undergaa,
Saa og Attraa
Til al ulovlig Næring!

7 Hjælp, at jeg følger gode Raad,
Fra vrange Veie tr"der,
Gjør Næsten Godt med Raad og Daad,
For Ven og Uven beder,
Ja tjen' hver Mand,
Saavidt jeg kan,
Alt Ondt oprigtig hader,
Og Gjør dit Ord,
Til denne Jord
Og Jammer jeg forlader!