1 Jeg rabber fast, o Herre,
Af dybest Nød til dig.
Du vil mig naadig være,
Og gjerne høre mig;
Dit Øre du nedbøie,
Naar jeg min Bøn frembær;
Mærk vel udaf det Høie,
Hvad min Beghjæring er.

2 Ak, vil du agtpaagive
Den Synd, som vi begaa,
Mens vi er' her ilive,
Hvo kan for dig bestaa?
Men hvem, som det begjærer,
Den har du Gunst beted,
Des frygter man og ærer
Din høie Majestæt.

3 Mig længes inderlige
Efter dig, o Herre sød!
Dit Ord, som ei kan svige,
Det er min Trøst is Nød!
Mit Hjerte af Længsel trænges
Til dig med stor Attraa,
Fast mer end Vægteren længes,
At Dagen komme maa.

4 Israel sig forlade
Paa Guds Barmhjertighed,
Og paa hans store Naade,
Som han saa mangeled
Over sit Folk udøser,
Den fromme Herre og Gud,
Idet han dennem løser
Af Synd op Sorrig ud.