1 O kjære Sjæl, luk up din Mund,
Den Tunge bør sig røre
Med Tak udaf dit Hjertes Grund,
At Himlens Gud kan høre,
Hvor du ved Guds Aand takke vil
For Ordet, han dig sendte til:
O se, hvad du kan gjøre!

2 Hvor kan jeg noksom skjønne paa,
Og værdelig begrunde,
At Verden, som i Synden laa,
Gud vilde dog forunde
Sit saliggjørend' Livsens Ord,
Ja Daaben og sin Nadverds Bord,
Hvorved den hjælpes kunde!

3 Og, at vi kan hans Naade se,
Han Lærere os sender,
Hans Ord og Sakramenterne
De har i Mund og Hænder,
Og med Formaning til enhver,
Forstandere i Herren er;
Gid vi den Naade kjender!

4 Det Embede saa værdigt er,
Gid vi det aldrig savne,
Men dem, som deri tjene her,
Med Kjærlighed omfavne,
Og leve samtlig' udi Fred
Med god og frelst Samvittighed!
Det vil os meget gavne.

5 Gid Jesu Glæde i os bo,
Og Bønnens Aand os røre,
At vi vor Gud med Fryd og Ro
Taksigelse kan gjøre,
Og aldrig staa Guds Aand imod,
Men tro hans Ord af Hjerterod,
Det elske, ære, høre!

6 Giv os, o Gud, din Helligaand,
Hvorved vi ret kan prøve
Hver Lærdom, og med sund Forstand
Os i den sande øve,
Og sky al Ondskabs Skam og Skin,
At ei i usund Lærdoms Trin
Guds Aand vi skal bedrøve!

7 Men Fredens Gud i Kjærlighed
Os saa tilsammen binde,
At i hans Kraft vi blive ved
Et helligt Navn at vinde,
Saa Sjæl og Aand og Legem maa
Paa Kristi Dag fuldkomne staa,
Guds Salighed at finde!