1 Min Glæde udi Gud jeg har,
Og ei i Lader fulde,
Den Rigdom brister ei som Glar,
Og raadner ei i Mulde;
Om her er smaat, har jeg dog blot
Min Deel med Gud og Rette,
Saa vil Gud te Velsignelse
Og Armodsdommen lette.

2 Dit Barn ie du forglemme vil,
Som Ravne-unger mader,
Jeg ganske slaar min Lid dertil,
Og alt dig overlader.
Den Markens Urt, som visner bort,
I fager Pryd du klæder,
Hvo paa dig tror, det er dit Ord,
Du meget mere glæder.

3 Det er og bliver altid dog
Den allerstørste Baade,
Det aldrig nogen Mand bedrog,
At lade Herren raade.
Tro hannem vel, gjør Ret og Skjel,
Saa hjælpes du og Dine,
Forlad dig til, Gud aldrig vil
Slaa Haanden udaf Sine!