1 Hvor ser det ud i Verdens Ørk,
Hvad er den fæl og sur og mørk!
Had, Vrede og Miskundelse
Har dækket Verden som en Sne.
Man neppe meer at nævne veed
Den broderlige Kjærlighed.

2 Hvor gaar dog Bitterheden vidt!
Man ser og træffer altfor tidt,
At En er paa den Anden vred,
Dog de i slig Uenighed
Sig rose af Guds Naades Favn,
Og trods paa sit Kristen-Navn.

3 Hvo agter Jesu egne Ord,
At Had i Hjertet er et Mord,
At den, som ei tilgive vil,
Kan aldrig høre Jesum til;
At man sin Fiende sette skal
I medforløste Brødres Tal.

4 Da det er nu saaledes fat
Blandt denne Verdens Torn og Krat,
Saa har dog Gud i Himlen her
Paa Jorden dem, som har ham kjær,
Et Gosen i Ægyptens Land,
Som intet Mørke dæmpe kan.

5 Det er Guds sande Israel,
Som baade tror og lever vel,
En Slægt af Gud ved Ordet fød,
En deilig Brud i Naadens Skjød,
Paa Jorden en forborgen Skat,
Og dog et Lys i Verdens Nat.

6 Men det er ret det Tegn, hvorpaa
De ufeilbarlig kjendes maa,
At de indbyrdes og især
Hverandre have hjertekjær,
Paa dette visse Merke man
Vor Jesu Brødre kjende kan.

7 Man føler vel det onde Sind,
Men dæmper det, og trænger ind
I Jesu søde Kjærlighed,
Saa synker Hjertets Taage ned,
At mellem dem des meer og meer
I Gud en nær Forening sker.

8 Hver Green af Jesu har sin Kraft,
Dog ikke lige megen Saft,
Som Forskjel er paa Sted og Tid,
Paa hvers Forfarenhed og Flid;
Dog ere alle Et i Gud,
Og følge Kjærlighedens Bud.

9 I Bygning settes Steen paa Steen,
De blive alle som til een,
De store jevnes med de smaa,
At de mod Ild og Vand bestaa;
Saa samles alle Frommes Sind,
Og vies til Guds Tempel ind.

10 De Sterke med de Svage gaa,
De Rige med de Arme staa,
Forfarne med Lempfeldighed
Veivise den, som lidet veed,
At Alting passer sig saa net,
Naar alles Kræfter samles ret.

11 Naar dette himmel-sterke Baand
I Verden tager Overhaand,
Da vokser Kjærlighed til Gud,
Da bredes Jesu Rige ud
Og drager daglig Andres Sind
I dette Himmel-Selskab ind.

12 Des mindre kan man undres paa,
At Satan derimod vil staa,
Bevæger al den Deel, han kan,
At saa Fortræd og Misforstand
Iblandt Guds Søns udvalte Flok,
Saa veed han, han har vundet nok.

13 I da, som føre Aandens Sverd,
Staar sammen, ak, staar sammen nær!
Forbindes ret i Kjærlighed,
Og tænker paa vor Daabes Eed!
Det er den allerstørste Sag,
Saa har dit Fienden tabt sit Slag.

14 Forbinder eder nær i Gud,
Og tænker paa det søde Bud,
Som Jesus har os alle sagt,
Og hver især paa Hjerte lagt,
At hvo der er i eders Tal,
Af Kjærligheden kjendes skal.

15 O Jesu, du, som kom herned
At stifte Fred og Kjærlighed,
Udbred dit Rige vidt og bredt,
Forbind os alle ret til Et,
At vi med dig og Dine maa
Til evig Tid i Samfund staa!