1 Her ligger jeg nu kold og stiv
I Lagen svøbt foruden Liv,
Min Kind er bleg, min Mund er blaa,
Ser jer i Speil, som om mig staa!

2 Her jordes al min Verdens Pris,
Hver tænke derpaa, som er viis,
Min Grav den er syv Fødder lang,
Og dertil baade dyb og trang.

3 O Kvinde, Mand og Drot og Dreng,
Drag dig til Minde den min Seng!
Saa vorder Verdens Velde endt,
Hvordan vi os har snud og vendt.

4 Thi Verdens Liv er ligervis
Som den, der bygger paa en Is,
Der kommer Veir, slaar Isen smaa,
Det Hus kan der ei længer staa.

5 Jeg tænkte langt, men Tiden leed,
Nu har mig Døden slaget ned,
I Verdens Lyst jeg gjordes glad,
Nu gives Mulden jeg til Mad.

6 Du Onde tænker ei derpaa,
Mens du paa karsken Fod mon gaa,
I Synd du lever al din Stund,
Du grue maa af Hjertens Grund.

7 Tænk, dine Synder imod Gud!
Mangfoldig har du brudt hans Bud;
Det mon vel være Hjertens Nød,
Du har ei Ven, naar du er død.

8 Fra al din Lyst og Liggend'fæ
De skjule dig i Kiste-Træ,
Og bær dig fort af Døren ud
Fra Mammon din, den arme Gud.

9 Til Doms vi alle op skal staa,
For Dommens Stol skal vi fremgaa;
Basunen lyder: Døde, kom!
Vi skulle staa for Herrens Dom.

10 Da maa det frem, hvad du har gjort,
Hvad du har syndet, Lidt og Stort,
Din Gjerning dømmer Gud med Skjel,
Har intet glemt, det veed du vel.

11 Her hjælper Gaver ei og Bøn,
Du fanger da din rette Løn;
Dig skjuler da ei Taarn, ei Mur,
Du arme, usle Kreatur!

12 De Onde døm's til Helveds Tvang,
Der gjøres Tiden saare lang,
I Ild og Kval de skulle staa,
Vil gjerne dø, men leve maa.

13 De Gode times Ære stor,
Til Himmels dømmer dem hans Ord,
Thi Kristus, som for dem er død,
Han frelser dem af Helveds Nød.

14 Se derfor dig i Tide om,
Og lev i Troen og vær from,
Til Jesum ene set din Lid,
Og lev med ham til evig Tid!