1 Naglet til et Kors paa Jorden
Henger under Vredens Torden
Himlens Herre og Guds Søn,
Selv den eviggode Fader
Ham i Kvalerne forlader,
Hører tiende hans Bøn.

2 Ak, hvor ængstet og bedrøvet,
Indtil Døden høit bedrøvet
Er den ømme Frelsers Sjæl!
Vredens fulde Kalk uddrikke
Maa han, skal han, ellers ikke
Naaes hans Agt og Syndres Vel.

3 Hvo kan tænke paa den Smerte
Uden med at saaret Hjerte,
Om endog en Synder leed?
Men her leed den Evighøie,–
Smelt, mit Hjerte, græd, mit Øie,
Ak, her lider Hellighed!

4 For al Verdens Syndebrøde
Maatte Jesus pinlig bøde,
Taale Spot og Saar og Baand,
Og tilsidst al Livets Kilde
Maatte ogsaa dø, og vilde,
Segned og opgav sin Aand.

5 Gode Frelser, kan jeg taale
Kraften af en Guddoms-Straale,
O, saa send den oven ned!
Tend mig, at jeg maa, jeg Arme,
Fuld af Aand og hellig Varme
Kjende al din Kjærlighed!

6 O, lad aldrig nogensinde
Korsets Træ mig gaa af Minde,
Som dig, Frelsens Fyrste, bar!
Men lad Kors og Død og Smerte,
Tale, raabe i mit Hjerte,
Hvad min Frelse kostet har!

7 Hjælp, at jeg min Synd begræder,
Og mig altid varsom glæder
Ved min Fred og Salighed!
Kjøbt jeg blev, dit Navn ske Ære!
Dyrekjøbt – ak, lad det være
Varsel for mig ved hvert Fjed!

8 Af din Naade giv mig Kræfter,
At jeg al Tid maa herefter,
Det, jeg lever, leve dig!
Dig, som døde, lad mig leve,
Leve dig, som bød mig leve
Ved den Død, du leed for mig!

9 Ja, Forsoner, lad mig være
Ofret dig til Tak og Ære,
Helliget dit Velbehag!
Sonet ved den Død, du døde,
Skal jeg dig frimodig møde
Da paa hin den store Dag.

10 Nu, Forbarmer! jeg det haaber,
Mens jeg af det Dybe raaber:
Herre Jesu, styrk min Tro!
Naar mit Legem dødt henfalder,
Styrk min Sjæl, idet du kalder
Den til Pardiests Ro!