1 O Menneske, som tror og veed,
At Verden snart skal brænde,
Skal Syndesøvn og Sikkerhed
Dog ei engang faa Ende!

2 Giv Agt, og merk, hvad Sandheds Mund,
Som ingen kan bedrage,
Har talt om Verdens sidste Stund
Og dens Forventnings Dage!

3 Naar Dommeren vil træde frem,
Enhver sin Løn at give,
Naar alle Jordens Flok skal hjem,
Hvor de skal evig blive;

4 Da, naar de store Tegn skal ske
I Stjerner, Sol og Maane,
Naturen som i Fødsels Ve
Er færdig til at daane;

5 Naar for den store Herrens Dag
De sterke Storme høres,
Og Havet gaar med Bølge-Brag,
Og Himlens Kræfter røres;

6 Da just udi den samme Stund
Vil Kristus aabenbares,
Da skal til hvert betroet Pund
Og alle Renter svares.

7 Da skal de alle, ogsaa de,
Som vilde være blinde,
Da skal de Livets Fyrste se,
Og mange Øine rinde.

8 Den vantro Hob er trindt omkring,
Med Frygt og Rædsel slagen
For baade de fremfarne Ting,
Og dem, som staa for Dagen.

9 Men glade vil de Gode staa
Ved deres Frelsers Komme,
O hvilken Lyst, at kaldes paa
Og findes blandt de Fromme!

10 De glædes, før de faar ham seet,
Hvad, naar de se hans Rige,
Hans underfulde Herlighed,
Hvad vil de da vel sige?

11 Giv Agt, I Fromme, Tiden sig
Alt meer og mere nærmer,
Og Dagen kommer hastelig,
Naar Verden vildest sværmer.

12 O tager eder vel i Agt
For Verdens Sorg og Glæde,
Ei nogen Stund fra Bønnens Vagt
Og Troens Kamp I træde!