1 Jeg veed et evigt Himmerig,
Som ei med Guld det røde
Er tjeldet ud saa prydelig,
Men med Guds Ord bet søde.

2 Der udi bor min Jesus Krist,
Som er Guds Søn den fromme,
Min Festermand, mig venter vist,
Og beder til sig komme.

3 En Pillegrim er jeg forsand,
Men Reise maa jeg ende,
Herfra og til mit Fædreland,
Mig kan ei bedre hænde.

4 Jeg fattig hid til Verden kom,
Saa ringe var min Stamme,
Gaar herfra ud med Haanden tom,
Mig følger Død hin gramme.

5 Dog er jeg vis, at denne Krop
I Døden ei skal blive,
Men skal ved Guds Søns Kraft staa op,
Han vil mig Glæden give.

6 Da fanger jeg, det er min Tro,
Som her leed megen Plage,
For Sorg og Strid Guds Fred og Ro
I alle mine Dage.

7 Jeg skilles fra al Usseldom
Paa denne Jordens Tue,
Min Herre Jesus raaber: Kom!
Du tør slet ikke grue.

8 Jeg dig forløste med mit Blod,
Og elskte dig af Hjerte,
Vær du derfore kun ved godt Mod,
Jeg døve vil din Smerte!

9 Har du mig kjær, min Hjertens Skat,
Hvi vil du dig saa krænke?
Thi paa din Synd, som er forladt,
Jeg aldrig meer vil tænke.

10 Naar Verden al som Flyvesand
Med Guld og Glæde viger,
Da staar jeg hos din høire Haand,
Den Ven, dig aldrig sviger.

11 Thi lader os i Evighed
Gud takke allesammen
For hans den store Miskundhed
Ved Jesus Kristum! Amen.