1 Løft Hoved op, al Kristendom,
Vaag flittig nu, og tænk dig om,
Og hør Guds Ord og Lære!
Skik deg derefter af al Magt,
Staa op af Søvne og giv Agt,
Om du vil salig være!

2 I Himlen er dit Hjertes Skat,
Derfra med Ære kommer bradt
Den Ven, du ei kan glemme.
O vær ham tro! saa er du glad
Og venter snart og stunder ad,
At være hos ham hjemme.

3 Du gruer ei for Domme-Dag,
Du veed, han selv har ført din Sag,
Og den med Ære vundet;
Thi længes du hvert Morgengry,
Til Herren kommen selv i Sky,
Naar Natten er udrundet.

4 Naar under hver en Himmel-Egn
Du skuer da din Konges Tegn,
Ja Tegn i Sol og Maane,
Da lyser salig Øiet dit;
Da reiser du dit Hoved frit,
Mens stjerner dø og daane.

5 Men, skjønt du længes, Kristenhed,
Saa glem dog ei, at godt du veed,
Hvad Herren bier efter,
Og bed ham ei, før Timen kom,
Til Jordens Gru og Verdens Dom
At røre Himlens Kræfter!

6 Du veed, du har en Herre mild,
Som nødig kun med Himlens Ild
Hjemsøger Jordens Lyder,
Som "Vennen" hist fra Sodom bad,
Saa bed du for den store Stad,
Til selv han Staven bryder!

7 Ja bed for Babel, til du ser,
At Bøn og Suk ei baade meer
Mod Undergangens Bølger.
Da raaber han: Jeg kommer snart!
Og Bruden svarer: Kom! Med Fart
Jeg dig i Skyen følger.