1 Den Naade, Gud os haver ted
Af faderlig Barmhjertighed,
At kalde os til Himmerig
Og evigt Liv og Lyst hos sig,
Den bør vi høit at skjønne paa,
Og ei paa Onskabs Veie gaa.

2 Men, som det Kristne sømme kan,
Der er i de Gjenfødtes Stand,
Betænke vel vort Syndefald,
Og agte Herrens Naade-Kald,
Ja vandre for hans Aasyn saa,
Vi Himlens Glæde nyde maa.

3 Af Hjerte, Sjæl og ganske Sind
Vi endelig bør lægge Vind
Paa Ydmyghed, og trykke ned
Den Satans Synd Hovmodighed,
Som i Guds Øine hadet er,
Og evig Skjændsel til os bær.

4 Vor Næste bør vi ei forsmaa,
Ei heller det fortryde paa,
Om og hans Lykke, Sted og Stand
Vor meget overstige kan,
Men med et ydmygt Hjerte se,
Vi ham al Hjælp og Miskund te.

5 Enhver af os sin Lyde har,
Er ei saa englereen og klar,
At han jo ofte sig forser
I dette syndig' Legems Leer;
Bedst derfor er, vi fare sagt',
Og paa os selv har nøie Agt.

6 Sagtmodighed og Hjerte-Taal
Bør være vores Øiemaal,
Saa hastig Harm ei tender Ild,
Naar vor Jevnkristen farer vild,
At skjæmme ham, men give Dag,
Og se i Kjærlighedhans Sag.

7 Af Kjærlighedens rene Væld
Oprinder alle Dyders Held;
Thi Kjærlighed ydmyg er,
Sagtmodig, taalig mod enhver,
Og elsker altid Enighed
Paa Troens Grund i Aandens Fred.

8 Og vi, som Navn af Kristo bær,
Et Legeme med hannem er,
Vi alle ved Guds gode Aand
Bør holde fast ved Fredens Baand,
Vi alle har et Livsens Haab,
Een Herre og en tro, een Daab.

9 Een Gud vor Faders Navn og bær,
Som over alle mægtig er,
Og ved sin Søn har os gjenløst,
Ja Kjærlighed ved Aanden øst
I vore Hjerter rundelig,
At danne os til Himmerig.

10 Saa bør da derfor Kjærlighed
I vore Hjertet blive ved,
Fordi vi alle Syskend er.
O, gid vi sammenknyttes her,
Saa vi kan Ærens Krone faa,
Naar Dommens store Dag skal staa!