1 Ve mig, at jeg saa mangelund
I Vellyst haver svevet,
Og Naadens dyrebare Stund
Saa skjødesløs henlevet!
Naar Gud sin Naadesol paany
Hver Morgen over mig lod gry,
Da lukte jeg mit Øie.

2 Ve mig, min Vantro Hjertet saa
Som med en Laas og Lænke
Tellukte, naar Gud banked paa,
Jeg vilde ei betænke,
At Jesu Naades mindste Flig
Meer end al Verden gjorde rig,
Som jeg før havde prøvet.

3 Se, jeg er den forlorne Søn,
Som selv sig vilde raade,
Og ødte bort sin Arv saa skjøn
For skidden Lyst og Baade,
Mig smagte ikke Himmel-brød,
Men Verdens Lystemad var sød,
Nu faar jeg andet finde.

4 Min Vilje dig har Modstand gjort,
Og egensindig været,
Mit Hjerte lidet eller stort
Af dig har ei begjæret;
Du var, o Gud, i ringe Agt,
Men jeg min Hu af Verdens Magt
Og Vellyst lod regiere.

5 Herfor vil din Retfærdighed,
At jeg skal Døden smage.
Jeg maa i ussel Nøgenhed
Fra Verden Afsked tage;
I Graven visner jeg som Løv,
Jeg raadner i mit eget Støv.
Min arme Sjæl fortabes.

6 Samvittigheden Vidne bær,
Thi maa jeg reentud sige,
At ingen større Synder er
I noget Verdens Rige.
Dog, naar jeg dig beskuer ret,
O Gud, jeg seer, du vil ei det,
At jeg skal saa fortvile.

7 Fyldt haver jeg min Ondskabs Skaal,
Og stor er denne Maade,
Men hvo har dog vel fundet Maal
Og Ende paa din Naade?
Din Storhed ei of Grænse veed,
Men saa er og din Kjærlighed
Og Miskund mod os Arme.

8 Hvis Hjertesuk har du ei mødt?
Hvis Raab har Gjensvar savnet?
Hvo er fra Naadens Alter stødt,
Som har det ret omfavnet?
Jeg græder, raaber, beder dig,
Jeg venter, haaber – Jesu! mig
Lad Trøst og Redning finde!

9 O Gud, min Synd du sænke ned,
Hvor Havet dybt mon være,
Ifør mig din Retfærdighed,
Forny mig til dine Ære,
Mig her et helligt Hjerte giv!
Saa faar mit Støv vel engang Liv,
Som ei har Død i Vente.