1 Naar mit Øie, træt af Møie,
Mørkt og vaadt af Taare-Regn,
Ser med Længsel fra sit Fængsel
Op mod Salems blide Egn:
O, hvor svinder da min Ve
Vare ved derop at se!

2 Jeg fornemmer Folkestemmer
Alle Slags blandt Engles Lyd,
Dem de driver op med Iver
I Guds Lovsangs fulde Fryd:
O, hvor siger da min Sjæl
Verden gladelig farvel!

3 Ja, jeg skuer dine Druer,
Paradis, den Livets Frugt!
Dine søde Moser mode
Mig alt nu med deres Lugt,
Giver Tidens Aandedrag
Evighedens Luft og Smag.

4 Lammets klare Brudeskare
Ser jeg midt i Paradis,
Hvor de svømme som i Strømme
Af Guds søde Lov og Pris!
Snævre Vei og korte Tid,
O, hvad er din Ende blid!

5 Naadens Kilde, Jesu milde,
Som os Himlen vandt saa huld,
Se, hvor Dines Længsel pines
Under tidens Aften-Kuld!
Naar, o søde Brudgom, da
Vil du hente mig herfra?